Latest news

DANMARK TILSLUTTER SIG DET EUROPÆISKE FORSVARSAGENTUR

5 minutes

Bruxelles, den 23. marts 2023. I dag bliver Danmark den 27. medlemsstat i Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA). Agenturets leder, Josep Borrell, modtog en officiel meddelelse fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen om, at Danmark vil tilslutte sig EDA, der blev oprettet i 2004 for at støtte det europæiske forsvarssamarbejde. Beslutningen er resultatet af Danmarks historiske folkeafstemning om ophævelse af forsvarsforbeholdet i juni 2022 og følger efter afslutningen af behandlingen i Folketinget. Med Danmarks deltagelse er medlemmerne af EDA nu udvidet til at omfatte alle EU's medlemsstater.

Danmarks deltagelse i EDA er en kraftig styrkelse af det europæiske forsvarssamarbejde og giver Danmark mulighed for at deltage fuldt ud i alle agenturets projekter, aktiviteter og arbejdsgrupper.

"Vi bygger et stærkere, mere modstandsdygtigt europæisk forsvar. Danmarks medlemskab af Det Europæiske Forsvarsagentur er endnu et skridt på vejen mod et tættere forsvarssamarbejde. I juni sidste år sendte det danske folk et stærkt signal om deres engagement i europæisk sikkerhed og forsvar. Fordelene ved denne beslutning er klare. Som chef for agenturet byder jeg Danmark hjerteligt velkommen til EDA, især i en tid, hvor EU åbner nye veje for forsvarssamarbejde med fælles indkøb af ammunition, kapacitetsudvikling og innovation for fremtiden,” siger EU’s Udenrigsrepræsentant og Chef for Forsvarsagenturet Josep Borell.

”Den internationale orden er under opbrud, og demokratiske værdier er under pres. Ukraine har fortsat brug for massiv støtte fra allierede, herunder ammunition, for at kunne modstå de russiske aggressioner. En del af ammunitionen skal skaffes gennem koordination af indkøb og øget produktion i EU. Det er rigtig positivt, at vi kan være med i disse vigtige initiativer fra dansk side,” siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Jiří Šedivý , EDA's administrerende direktør, udtaler: "I dag bliver Det Europæiske Forsvarsagentur en helhed. Det glæder mig at byde Danmark velkommen som medlem af EDA efter folkeafstemningen og folketingsbeslutningen. På et tidspunkt, hvor krigen er vendt tilbage til Europa, er samarbejdet på forsvarsområdet vigtigere end nogensinde. Danmark kan nu drage fordel af EDA's ekspertise og deltage i projekter og programmer for at fremme sine ambitioner på forsvarsområdet."

VELKOMMEN TIL DET EUROPÆISKE FORSVARSAGENTUR

  • Samarbejde à la carte – Danmark og alle de andre medlemsstater kan selv hver især beslutte, hvilke af EDA's igangværende 100 projekter og programmer, de ønsker at deltage i.
  • Arbejde hos EDA – Danske statsborgere kan søge aktuelle eller fremtidige ledige stillinger hos EDA. Praktikantprogrammet for 2023 åbner for ansøgninger i april og vil også være åbent for nyuddannede med dansk statsborgerskab.
  • Danmark i EDA – Det næste forsvarsministermøde i EDA's styringskomité vil finde sted i maj i Bruxelles, og for første gang deltager 27 forsvarsministre. Repræsentanter fra Forsvarsministeriet vil fra nu af deltage i alle EDA's møder og fora.
  • Muligheder for industrien – Dansk industri vil have mulighed for at deltage i EDA's forskningsaktiviteter inden for forsvarsområdet, innovationsknudepunktet på forsvarsområdet (HEDI) og de generelle aktiviteter med inddragelse af industrien.

EDA'S ROLLE I BREDERE FORSTAND

EDA hjælper medlemsstaterne med at forbedre deres forsvarskapacitet gennem samarbejde. Forsvarsagenturet fungerer som katalysator og formidler for forsvarsministerier, der er villige til at deltage i samarbejdsbaserede kapacitetsprojekter. Agenturet er dermed blevet knudepunktet for det europæiske forsvarssamarbejde med ekspertise og netværk, der omfatter hele spektret af forsvarskapaciteter.

Medlemsstaterne anvender EDA som en mellemstatslig ekspertplatform, hvor deres samarbejdsprojekter understøttes, faciliteres og gennemføres. Få mere information her

Noter til redaktører

  1. EDA-faktablad på dansk, engelsk og andre sprog.
  2. Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), knudepunktet for det europæiske forsvarssamarbejde:
    1. EDA blev oprettet i 2004 for at støtte og fremme forsvarssamarbejdet i Europa og er blevet det sted, hvor lande, der ønsker at udvikle deres forsvarskapaciteter, kan gøre det i fællesskab.
    2. EDA's ekspertise og aktiviteter omfatter hele spektret af samarbejde: fra harmonisering af krav til levering af operationel kapacitet, fra forskning, teknologi og innovation til udvikling af teknologidemonstratorer, fra uddannelse og øvelser til støtte af FSFP-operationer.
    3. EDA arbejder også tæt sammen med den europæiske forsvarsindustri for at styrke det europæiske forsvars teknologiske og industrielle grundlag og bidrage til at gøre industrien stærkere og mere konkurrencedygtig.
    4. Agenturets rolle og betydning er vokset konstant, navnlig med gennemførelsen af EU's globale strategi (2016), som også førte til, at medlemsstaterne udvidede agenturets mandat i 2017.
  3. Følg #EUdefence på de sociale medier, og besøg vores websted www.eda.europa.eu.